UgensGlimt – med efterårsferie, middag og halloween.

Så sidder jeg her i sofaen en søndag aften med lidt blandede følelser, må jeg nok have lov at indrømme. En ordentlig omgang blandede følelser af både de gode, men også med en lille snert af vemod. Det er nu mest fordi jeg synes det er øv at efterårsferien allerede er overstået. Det tænker jeg I udmærket kender til! Dog er den veloverstået, det vil jeg sige, for det her været en rigtig skøn efterårsferie – og udover efterårsferien har den stået på bl.a. middag og halloween. Veloverstået ja, og det til trods for det har regnet lige lidt for meget, til min smag, til at kunne komme ud og nyde en gåtur, som også altid er en del af hyggen, når det er efterårsferie.

Denne her ferie har som sådan været både stille og rolig, men også oplevelsesrig. Jeg har nået en masse og så alligevel ikke alt det, jeg kunne have ønsket mig. Men der skal altså også være plads til den der afslapning… plejer jeg at sige til mig selv, i alle de ferier, hvor jeg ikke har nået alt det jeg havde i tankerne da ferien startede.

De tre bedste ting, der er sket i ugens løb:

1:Middag på Mejerigården var en overraskelse, som heldigvis viste sig at være en af de bedre – sådan at selv jeg, der ellers havde bestilt og booket middagen, blev blæst helt bagover af den gode mad de serverede for os i de mest hyggelige og skønne omgivelser, man kan tænke sig.

2:Halloween-Hygge og det altså lang tid før det overhovedet er Halloween. Vi inviterede nogle venner med tre børn – nu da Alberte følte hun var blevet for gammel til Halloween. Så Jacob og jeg måtte jo så ud at finde nogle andre børn, vi kunne hygge med. De fik så allernådigst lov til at tage deres mor og far med. Vi bød dem velkommen med uhygge i form af en flagermus-hårbøjle og Jacob med en kniv gennem hovedet (også på en hårbøjle) samt en kæmpestor edderkop siddende i sit spindelvæv i vinduet. Det var hyggeligt og det hele værd… til trods for at ordene “Hygge” og “Kniv gennem hovedet” måske ikke lige passer sammen i den samme sætning. Men når det er Halloween så er der en undtagelse.

3: Isvaffel i oktober – normalt plejer jeg ikke at være til isvaffel, men jeg vil dog alligevel sætte denne isvaffel som en af ugens bedste oplevelser. Ikke fordi den var bedre end de andre jeg har fået i sommerens løb, men mere fordi jeg ved det bliver den sidste jeg får i år.

Ugens Ord:

Kender I det med, at man udmærket kender et ord, men det er som om, det ikke har lagret sig i ens ordforråd, på den måde, at det ligesom er et ord, man bare ”slynger” om sig helt naturligt når det passer ind. Sådan har jeg haft det med denne uges ord – som har været: ”Dining Week Sharing” Jeg kender udmærket ordet, men jeg har ikke brugt ordet før i denne uge.

Og kender I det, hvor et bestemt ord ind imellem kan præge en hel uge eller blot nogle dage, så det dermed på en eller anden mystisk måde, har været overskriften enten indenfor nogle dage eller hele ugen. Denne uge har det faktisk været hele ugen, der har været præget af ugens ord som jo i denne uge er Dining Week Sharing – og det er simpelhent kun fordi vi har skullet prøve konceptet for første gang. Derfor har jeg brugt ordet rigtig meget i denne uge og jeg er sikker på jeg stadigvæk vil bruge ordet. Både her de næste par uger og sikkert også til næste år på denne tid. For måske skal vi det igen.

På en eller anden måde er ordet også lækkert – fordi det indeholder ”Dining” og ”Sharing” i samme ord. Jeg elsker bare det der med at spise og dele med andre. Det er bare hyggeligt.

Hvad jeg har tænkt, læst og set:

Jeg har tænkt meget over, hvor meget og hvor hurtigt børn/unge forandrer sig på enormt kort tid. For fem, snart seks år siden, da jeg mødte Jacob var begge børn lavere i højden end jeg. Og det skal lige siges, at jeg kun er lidt over halvanden meter høj. Alberte var næsten et hoved lavere og August var næsten lige ved at være lige så høj som jeg på det tidspunkt. Her snart seks år efter er de begge skudt i vejret og altså noget højere end jeg. Oveni det er August i øjeblikket i praktik i Lübeck på et reklamebureau og skal altså bo og klare sig selv i to uger. Mht Alberte (hun er godt nok hjemme) gider hun i hvert fald ikke være med til al det Halloween-halløj i år. Det plejer vi ellers at være sammen om hvert eneste år, hvor vi er gået op i det med liv og sjæl. Bare ikke lige i år, der har jeg selv måtte stå for at pynte op – det er blevet for meget (læs barnligt) for hende.

Pludselig er de bare blevet vildt store og har nogle helt andre behov end man troede de havde. Det er sørme svært at være på forkant, for det går bare så stærkt. Det, som de det ene øjeblik syntes var godt og fantastisk er ikke nødvendigvis godt og fantastisk længere.

Til trods for at denne uge har stået i feriens tegn, har jeg ikke fået læst så meget som jeg plejer – og dog, for jeg har købt ”Ugebladet Søndag” og hygget mig med det. Jeg kan godt føle mig ”gammel” på den gode måde alle de gange jeg køber ugeblade, som jeg tydeligt husker mine bedstemødre eller min oldemor købte og læste engang for mange år siden. Men nogle gange så er det altså bare hyggeligt… så udover de par sider jeg har læst i min bog: ”Mord på Malta” har jeg også læst ugeblade.

Jeg har for første gang set filmen ”Frozen” og det vel at mærke hele filmen. Eller. Det blev så næsten hele filmen, hvis vi lige ser bort fra de tyve minutter jeg faldt i søvn. Og det er bestemt ikke filmens skyld, men min egen, da jeg har den der ”evne” med at falde i søvn til film. Det er lidt vildt. Altså ikke at falde i søvn, men at jeg har set filmen. Jeg opdagede her for et par dage siden, at filmen var totalt ukendt for mig, til trods for at jeg kendte både sangene, murchandise, personerne mm. Så vi satte os som familie, Alberte og jeg i sofaen og Jacob i lænestolen, nu her i efterårsferien og så ”Frozen” sammen. Det var hyggeligt og den var virkelig en film der var værd at se!

Denne uge vi kommer ind i, starter mit arbejde igen – og så går den vilde jagt med arbejde, tidligt op om morgenen og se at få husket alle de aftaler man har lavet.

Rigtig God Søndag!

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *