Tankestrømme

Jeg sidder her i sengen. Det er morgen. Det er weekend og det er bare så rart. Der er helt stille i huset… lige på nær robotstøvsugeren, som kører inde i stuen og som jeg nu har måttet redde to gange fra at sidde fast i først den ene, og så den anden ledning, den har fået forviklet sig om.

Mens de andre endnu ligger og sover, har jeg siddet her i sengen og drukket kaffe, surfet på internettet, spillet Hay Day (som jeg endnu efter flere år stadig er underligt vild med at spille, til trods for den ellers ikke kan så meget… Det er bare så rart, at det er umuligt bare lige sådan at dø eller at ens afgrøder visner, fordi man ikke lige har haft tid til at spille Hay Day i et par dage)

Jeg har også siddet her og tænkt på bloggen. Igen. For denne vinter synes jeg, har været hård og det, som jeg hører andre kalde for “Skriveblokering”, må jeg indrømme ligner til forveksling meget det som jeg har oplevet. Især her i januar. Det har været svært at få ideer… eller… i hvert fald svært at komme i gang med at skrive på de ideer, der måske alligevel er kommet frem i mit hoved. Bare ikke så mange…

Den der ugidelighed, som har hængt over mig, når jeg er kommet hjem fra arbejde, har gjort til, at jeg bare ikke får skrevet. Jeg har ellers været god til at sætte mig mål for antal indlæg om ugen. Inde i mit hoved. Det er bare ikke blevet til så meget alligevel… Der ligger ellers et hav af ufærdige dokumenter på mit skrivebord på computeren, som liiige skal skrives færdig. Og hvis jeg bare skrev dem færdige – så var det gjort. Men den der ugidelighed…

Jeg tror, det er fordi det er vinter. Jeg kan ellers godt lide mørket, hyggen med stearinlys, en god serie på Netflix, læse en bog… læse endnu en bog under tæppet, der ligger lunt og godt om kroppen, mens  jeg har placeret mig op ad radiatoren.

Sådan har det bare ikke helt været denne vinter.

Det har været FOR mørkt. Jeg har været FOR træt. Og det har været FOR hårdt at komme igennem vinteren.

Derfor tænker jeg…

Og jeg er kommet dertil, hvor jeg må og skal gøre andet end at sluge en vitaminpille hver morgen. Det har ligesom ikke været nok.

Normalt er jeg ikke længere den, der lægger Nytårsforsæt og går i gang med dem allerede 1.januar. For de holder alligevel ikke, har jeg måttet sande. Men i år, så er mine tanker, i hvert fald her i januar, alligevel løbet derudaf. Sådan for alvor. For hvad kan JEG gøre for mig selv, for resten af vinteren ikke blive lige så forfærdelig dårlig som? Jeg tænker ikke på de der ønskedrømme om et bedre liv uden så meget sukker og slik. Og jeg skal også melde mig ind i det der fitnesscenter, der kun koster 1 kr. at tilmelde sig når deter januar.

Men snarere, at jeg må gøre noget andet og gøre nogle andre ting, for at min ugidelighed ikke kommer til at dominerer min hverdag. For mig. Kun for mig.

De første skridt…

Helvigvis har jeg lagt mærke til, at jeg har haft det lidt nemmere ved at stå tidligt op om morgenen. Og det er kun fordi jeg fik sådan et smart vækkeur i julegave. Vækkeuret er sådan et, der vækker langsomt med lys og slutter af med fuglesang. I tror det er løgn, men det været meget nemmere at komme ud af sengen klokken meget tidligt om morgenen, når det ikke længere er den der irriterende alarm, der bimler, mens man sover allerbedst.

Frugt og Grønt er altid godt – så jeg tilmeldte mig et abonnement hos Årstiderne. Hver mandag får jeg en kasse udleveret med en masse frugt og grønt. Det står udenfor min hoveddør når jeg kommer hjem fra arbejde. Automatisk kommer jeg til at spise mange flere bananer, gulerødder, appelsiner, cherrytomater  mm når jeg ikke selv skal slæbe dem hjem fra supermarkedet.

Og så motion… det er altid godt for hjernen. Det er altid godt med et endorfin boost. Det kom sig af at jeg i lang tid havde været nysgerrig efter at vide hvor mange skridt jeg går om dagen. Det hedder sig, at det er vigtigt at gå 10.000 skridt hver dagen. Gør jeg det? Tænkte jeg – og så fik jeg fat i sådan et aktivitetsur med skridttæller. Men uret kunne mere end at vise klokken og tælle skridt. Det gav mig lysten til virkelig at løbe igen. Træne mig op til at løbe de der mange kilometer, som jeg gjorde for snart fem år siden. Der tog jeg snildt 8 kilometer og var allerede begyndt at træne mig op til de 10 kilometer… Men så gik jeg i stå. Det, som drev mig dengang var ikke så meget det med at være slank og veltrænet. Det var mere det der boost af endorfiner, der fik mig afsted. Og at jeg havde det vildt godt i kroppen, jeg var nemlig aldrig syg.

Sådan skal de være igen…

Så langt – så godt! Hvad så nu?

Hmm, er der mere jeg kan gøre?

Jeg har hørt, at vinterbadere har et vildt godt helbred – måske skulle jeg prøve? Det er en vild tanke, jeg ved det. Især når jeg bestemt ikke er og aldrig har været en vandhund… men en af dem, der sidder på kanten af bassinet og påstår at vandet stadig er for “koldt!!” mens de andre glædeligt bader og siger at det er bestemt ikke for koldt…

Men hvis jeg træner mig langsomt op? Hvis jeg starter til sommer og fortsætte med at gå i vandet en til to gange om ugen. Mon jeg så ikke har overvundet min angst for det kolde vand?

Det skal i hvert fald komme an på en prøve.

Hvad gør I?

Har I været samme sted, som jeg har været denne vinter? Og hvordan er I overkommet den?

Tak fordi I læste med

 

 

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *