SlankeBlog#3 Der er så mange undskyldninger…

Der skulle gå godt og vel 14 uger fra jeg var hos diætisten første gang og til jeg havde mulighed for at komme anden gang. 14 uger! Derfor er dette indlæg ment, som et hurtigt tilbageblik over de seneste 14 uger (På godt og ondt!) Og som I nok har lagt mærke til, så er de første to indlæg noget “der er sket” – og det er det samme med det her indlæg. Og det har jeg gjort, fordi jeg gerne vil have jer med hele vejen. Lige fra start og til nu. Så here we go…

For da jeg slap jer sidst, lagde jeg ligesom op til at nu startede det hele. Sådan “For Real”. Jeg havde i hvert fald haft det som et stort ønske det seneste stykke tid, da jeg opdagede hvordan kiloene stille og roligt satte sig på min krop. De steder jeg bare ikke brød mig om, og tilmed på en sådan måde, at tøjet ikke passede mig så godt længere… Det var SÅ deprimerende, at det var til at tage at føle på…. Sådan tude-agtigt og selv-medlidende.

Men den der kostplan fik mig til at se en vej gennem tunellen med lutter fedt på begge sider – og ud mod det slanke lys for enden. Lige der hvor alt skulle blive godt igen.

Og det blev det som sådan også…

Lige indtil… Ja, I kan næsten gætte det. Lige indtil halvanden uge efter, hvor corona lukkede Danmark.

Og så blev det bare svært – Virkelig sært!

Det svære

Tingene blev vildt svær. I hvert fald for mig. Det var svært at holde kostplanen og det var svært at få den motion, som jeg havde behov for, for at få kiloene til at rasle af. Alt det jeg havde sat mig op til og planlagt.. sådan ligesom for mig selv. I det hele taget noget af det sværeste, jeg har oplevet i meget lang tid.

For pludselig blev blot det, at gå i supermarkedet, for at handle sunde madvarer, en svær ting. Og når det blev svært, så blev det også svært at spise sundt, for indkøbene skulle begrænses til få gange om ugen. Helst kun en gang. Og nogle af dagene måtte jeg bare spise det, der var!!

Da jeg begyndte at arbejde igen, blev det ikke nemmere. Der var så meget at holde styr på, så meget at huske på og bare det, at skulle vænne sig til en anden hverdag på arbejdet – som IKKE kørte på rygraden (Måske var det det, jeg havde håbet på, da jeg vendte tilbage til mit job) …gjorde det bare ikke spor nemmere.

At dunke sig oven i hovedet…

…og det var det, jeg gjorde i det næste lange stykke tid. Næste meget lange stykke tid. Altså dunke mig selv oven i hovedet. Sådan rigtig hårdt.

Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg som kvinde slet ikke var god ved mig selv. For følelsen af “at burde”… i øvrigt en følelse, jeg ofte besidder, nagede dybt i mig! Jeg følte ikke jeg var god ved mig selv. Hverken når jeg dunkede mig selv i hovedet eller helt lod være og blot tog det oppefra og ned… For jeg burde gøre noget ved det! Jeg burde kunne se det på mig selv! Altså at jeg burde holde fast…! Jeg burde være mere aktiv…! Jeg burde nyde det her….!

Forstår I hvad jeg mener?

At jeg burde da hive mig selv op ved nakkehårene og GØRE NOGET NU!! NU!!

Selvhad er nok alligevel ikke det, der virker bedst i en slankeproces. Ikke for mig – fandt jeg ud af! For jeg tabte mig ikke! Og det med at dunke mig selv oveni hovedet hjalp heller ikke…

Endelig

Endelig kom dagen, hvor jeg kunne tage til diætisten og få syn for sagen. Endelig skulle jeg blive klog på, om det hele var noget bras eller det var okay!?

Jeg satte mig selvfølgelig op til mødet og da jeg kom ind og blev spurgt om hvordan det var gået, fortalte jeg stille og roligt hvordan min situation havde været i de sidste 14 uger. At jeg ikke havde dyrket så meget motion, som jeg havde håbet på – At jeg ikke havde spist, som jeg havde planlagt – At jeg ikke havde overholdt noget af det, som vi aftalte fra sidst… Ærligt og lige fra leveren… og så alligevel med en snert af undskyldning, siddende i halsen.

Men, men, men…

Da jeg endelig kom op på vægten, viste det sig, at jeg havde tabt mig! Dog kun 600 gram.

Ikke meget, men dog i den rigtige retning.

Hånden på hjertet – bare det, at have tabt mig, til trods for den svære situation, var alligevel det hele værd og jeg var glad. Det havde nemlig været endnu værre, hvis jeg havde taget på. Hvilket jeg havde frygtet.

Sådan måtte jeg se på det. Hele denne besværlige og svære situation. Alt det, som jeg troede var gået i vasken, var alligevel ikke skyllet ud med badevandet.

Jeg gik derfra glad og med troen på, at til trods for “kun” 600 gram, skulle det nok gå alt sammen.

 

Status:

600 gram er smidt. Svarer til 7 pakker smør.

Ændringer til næste gang er at jeg nu må spise 1 1/2 dl skyr om eftermiddagen.

Næste møde er om 3 uger!

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *