SlankeBlog #1 Motivation

Så er vi her igen. Denne gang vil jeg fotælle lidt om min motivation og hvordan jeg er kommet her til, hvor jeg sidder nu og skriver på min SlankeBlog. For der er gået et stykke vej fra da min første tanke kom og til nu.

Sidste sommer tænkte jeg: Nu skal det være! Dælmer så – Sådan! Det er en tanke jeg flere gange har haft igennem hele mit liv. Det er ligsom en tanke, der er kommet til mig fra tid til anden og selvfølgelig især når jeg har siddet med for mange kilo på sidebenene og hofterne. Jeg tror mange har haft den samme tanke, så I kan sikkert relatere til den. Ikke?

Og da vi stod der sidste sommer, med tanken om at vi skulle til Malta, hvor vi skulle bade og være i et meget varmt land – og dertil “mindre tøj på kroppen” – så tænkte jeg selvfølgelig, at nu er det NU! De kilo, de skal bare af og det skal være NU.

Sommerferien gik med at jeg læste, jeg undersøgte og jeg læste igen om diverse succesfulde slankekure og jeg besluttede mig for, at så ville jeg da prøve Nupo pulver. Så jeg købte tre forskellige slags pulvere, for nu skulle det altså være. Tre forskellige slags. En shaker til at Shake pulveret. Isterninger (fordi det var nemmest) og fordi det skulle gøre shaken lækrere, til det milkshake agtige. Jeg vidste præcis hvilket klokkeslæt jeg skulle indtage de seks gange shake og hvilke varianter hvornår. Intet fast føde den første uge og en masse sukkerfri drikkelse, som Cola Zero, Blue Keld mm. Det hele var klar…

Desværre. Jeg kunne kun holde den i to dage. Sådan cirka. Jeg blev svimmel, følte mig syg og rystede voldsomt. Mit hjerte bankede overdrevent hurtigt og den sidste dag/aften lå jeg i min seng. Jeg kunne ikke være andre steder. Jeg måtte stoppe og jeg vendte hurtigt tilbage til fast føde og altså til helt almindeligt mad.

Jeg måtte erkende, at det var ikke den måde jeg skulle tabe mig på. Det blev hurtigt tydeliggjort for mig.

Så langt så godt.

Mit ønske om at tabe mig forsvandt selvfølgelig ikke. Den lå der stadig og nagede.

Og hurtigt blev det på det tidspunkt, hvor sommerferien sluttede og hverdagen, med arbejde, hjemme, fritid og fyldte weekender startede og tiden gik. Det blev efterår og pludselig kom lysten til at løbe til mig igen. For lige om lidt ville det jo blive vinter og med det et mørke og så ville det være umuligt at finde tid til at løbe i de lyse tidspunkter der er i de få timer om dagen i vinterperioden.

Men jo mørkere det blev, jo mere træt blev jeg, når jeg kom hjem fra arbejde. Og den der tanke: Det gør jeg i morgen. Den kom oftere og oftere…

Jeg kom jo ikke ud at løbe. Det var kun mine tanker, der fortalte mig at det var en god idé. Min krop sagde noget andet. Flere irriterende kilo satte sig overalt på min krop og det tøj, der sad så pænt på mig for en måned siden, blev ligesom meget hurtigt alt for lille.

Motivationen før

Det var somom intet skete og intet virkede. For jeg havde ligesom ikke fundet motivationen, fandt jeg ud. Eller. Motivationen, som skulle få mig igang denne gang.

For når jeg huskede tilbage, så var noget af det, som gav mig kræfter til at holde ved, førhen – det var vejning hos en diætist. Det at kunne vejes og stilles til ansvar, gjorde førhen til at jeg blev motoveret for at holde fast. For en tid.

Løbeturen med musik i ørerne og en app. der fortalte mig hvor hurtigt jeg var til at løbe og hvor langt jeg løb, motiverede mig også førhen. Den app fik mig til at løbe… men der var jeg også lettere og i langt mere form end jeg er nu.

Så prøvede jeg akupunktur. Engang. Det hjalp … Dengang!

Men hvad skulle motivere mig nu? Det skulle jeg til at finde ud af.

Hvad så nu?

Ja, hvad så nu?

Jeg vendte tilbage til diætisten. Med bævrende fingre skrev jeg en besked til min “gamle” diætist og spurgte om hun kunne hjælpe mig.

Jeg ville starte helt fra start, med en personlig madplan – lavet til mig og mine ønsker. Jeg ville vejes og følges i nogle måneder. Jeg ville kunne se – igen – mig selv som en af dem, der bare smed det ene kilo efter det andet. Bare fordi jeg kunne…

Det var en aftalte. Så sådan blev det.

Motivationen nu

Jeg fandt ud af, at min motivation nu – er noget af det samme som før, og så alligevel ikke.

Jeg blev til den første konsultation spurgt ind til, hvad der kunne motivere mig – og jeg fandt ud af, at min primære motivation er: At kunne købe tøj, som sidder godt på mig og som jeg kan lide. 

Et eller andet sted, er det for mig en lidt underlig motivation, jeg blev lidt overrasket over mig selv, da jeg hørte min mund sige det…og så alligevel ikke.

For jo, jeg vil gerne være tyndere og jeg vil gerne have mere kondition, så jeg kan løbe. Jeg vil også gerne føle mig sund og vide, at jeg lever i en sund krop. Men det er ligesom underkategorier til min primære motivation (Kan man kalde det for det?) som er, at kunne købe tøj, som sidder godt på mig!!

Når jeg ser på billeder af mig selv, bladrer jeg hurtigt videre. For jeg kan ikke holde ud at se mig selv, i den størrelse jeg har nu. Og tøj – det godt nok længe siden jeg har købt det sidst. De sidste tre stykker tøj jeg købte, det var engang i efteråret. Det hænger stadig pænt på bøjlen og venter på, at min krop ser bare nogenlunde pæn ud i dem.

…og der går nok noget tid.

For indrømmet, min første konsultation hos diætisten var d. 6. marts – jeg var lige startet, min første uge gik fint, jeg havde masser af kampgejst…og så blev Danmark lukket ned. Jeg fulgte ikke planen til punkt og prikke i en måned.

Og så tænker du nok: Hmm, og hvad så med den der motivation, hun skriver om?

Tja, den lagde jeg på hylden mens Danmark var lukket ned. Hverdagene var jo ligesom gemt af vejen. Normalen var lagt på hylden.. ligesom min kostplan.

MEN – jeg er sgu startet igen. Jeg ved det kræver en sten/stål vilje at holde fast. Den er der, det kan jeg mærke – og du vil læse flere indlæg fra mig om hvordan det går. Det er bare…

…Op på hesten og så kører vi derudaf!

 

Psst, husk at du kan skrive dig op med din email, så får du besked i din indbakke, når der er nye indlæg fra mig 🙂

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *