Om loppemarkeder og hvem der måske køber gamle ting?

Nu er det jo sådan, at jeg er kæreste med en, der er ret glad for loppemarkeder – både de dyre og de knap så dyre. Den anden dag drejede vi igen ind forbi et par loppemarkeder, egentlig var det ikke planlagt som sådan, men det blev en pludselig indskydelse, da Jacob mente han kendte til en eller anden gammel ting/dims eller hvad det nu var (han er ret vild med gamle ting/dimser) der skulle være på netop det loppemarked vi var inde på.

Jeg er ikke selv vild med loppemarkeder, jeg plejer at sige, at jeg udelukkende ser støvet end selve tingens værdi, men efter jeg har mødt Jacob, er jeg kommet på flere forskellige loppemarkeder, både de lidt eksklusive og de mere ”støvede” og jeg er efterhånden blevet nogenlunde god til at se igennem ”støvet” og se tingens værdi.

Da vi kom ind på loppemarkedet, fordelte vi os lynhurtigt. Jeg tog turen op og ned gennem gangene for at tjekke ud om den der ting/dims (som Jacob vildt gerne ville eje) var der endnu, mens Jacob kunne gå stille og roligt og studere de andre ting lidt nærmere og måske opdage tingen/dimsen undervejs.

Alt i mens jeg gik op og ned ad gangene faldt jeg over alverdens ting og sager. Det var både de lyseblå-malede porcelænsfigurer, gamle vinglas (nogle i glas og nogle i plastic). Der var karafler, der var vaser, tøj, kommoder, pynteting, vinylplader, bøger… og jeg kunne blive ved.

Og så slog det mig: Hvor kommer alle de ting fra? Hvem er de mennesker, der har valgt at skille sig af med dem? Er det fra et dødsbo eller er det arvingerne, der alligevel ikke gider arve det der maleri alligevel, som de måske i flere år mente de kunne ligge beslag på, så længe moren eller faren levede? Eller er det for at tjene penge eller noget helt femte?

De fleste kan sikkert komme i tanke om en eller anden genstand, som ens forældre eller bedsteforældre har ejet lige så længe man kan huske tilbage. Og netop den genstand er præcis den, som man i mange, mange år har ønsket at få på et eller andet tidspunkt. Og man er blevet lovet højt og helligt at: ”Ja-da, den skal du nok få – men ikke endnu”. Når det så endelig sker, så fortryder man lidt og kan slet ikke se hvordan den skulle passe ind i ens hjem, som man har nået at skabe i mellemtiden! Her er det så jeg tænker, at så må den der dims eller ting ende på et loppemarked. Det omvendte kan også ske at man alligevel gerne vil have dimsen og tænker at NU skal jeg nok sørge for at den kommer på sin rette plads. Måske gør den eller måske gør den ikke?

Sådan en dims har jeg også. Det er et kaffestel!

Det har jeg arvet fra min farmor og farfar, som fik det i bryllupsgave. Det kaffestel ventede jeg på i mange, mange år og da min farmor og farfar skulle flytte i en mindre bolig, fik jeg det endelig 😊 – og jeg er faktisk rigtig glad for det, for det minder mig om de mange morgenkaffe-gæster min farmor og farfar havde gennem alle årene. Det er ikke meget værd, det kaffestel, men det er ikke det, der er det afgørende, for det har en værdi og en betydning for mig – fordi det kommer fra min farmor og farfar og har minder med sig. Men så tænker jeg: Hvem i alverden ville købe det, hvis det kom på et loppemarked? En samler måske, men den særlige betydning det har for mig vil jo aldrig kunne give den samme betydning for andre og så bliver det pludseligt ikke meget værd…

Det var nogle af de tanker jeg havde, da jeg gik op og ned ad gangene på det der loppemarkedet – at mange ting er ikke så meget værd – men sindssygt meget værd for en selv og ens familie.

Som f.eks. det meget flotte og fine krabbeaskebægre, som stod og pyntede mellem de andre ting på loppemarkedet. I kender godt det der ret store og runde askebægre i blå, grå og hvide farver med krabber siddende rundt om kanten af askebægret. (Jeg tror det er fra Bing og Grøndahl) Uhh, det var flot og meget fint at have stående på sit sofabord… dengang. Min morfar fik det i jubilæumsgave fra sit arbejde og det var så fint, at det IKKE måtte røres. Det var også nærmest forbudt at aske i det (I hvert fald hjemme hos min mormor og morfar) selvom det var et askebægre. I dag er det for så vidt (som jeg har forstået) ikke meget værd. Prismæssigt og værdimæssigt er det faldet drastisk fra dengang i start 80´erne, da min morfar fik det i gave, og til nu. Så hvem skiller sig af med det? Sikkert de, der ved det ikke er meget værd (Og som måske synes det er lidt gammeldags at have stående) måske tænker de, at en eller anden vil få glæde af det. Men hvem er det? Måske en, der har slået sit eget i stykker og elsker det over alt på jorden og gerne vil have et nyt eller…? Ja, hvem? En samler?

Og så er der de der teaktræsmøbler! Dem var der ikke mange af på dette loppemarked, og det slog mig også da jeg gik rundt, for på nogle loppemarkeder og i genbrugsbutikker, er gamle teaktræs-skænke, spiseborde mm linet op side om side og kæmper om at blive solgt – og det gør de!

Mine forældre havde stuerne fulde af teaktræsmøbler dengang jeg var barn – og da de skiftede dem alle sammen ud smed de dem på lossepladsen, og det gjorde de helt bevidst, for dengang var der ingen, som i INGEN der hverken gad eje eller have teaktræsmøbler…. Hvis de bare havde beholdt dem…! Så var de penge værd. For nu er de ret populære… ikke som i stuen fuld, men et enkelt teaktræsmøbel hist og her, måske et par spisestuestole, så er ens stue bare fantastisk!

Jeg er ikke sikker på jeg har ret, men jeg har en idé om, at dem der skiller sig af med teaktræsmøbler, det er sådan nogle som mine forældre og de, der køber dem er fra min generation og nedefter. For der er sgu noget nostalgisk over de der teaktræsmøbler, det må selv jeg indrømme…

Og nostalgi, det er det, der gør at jeg efterhånden synes der er noget ved at gå på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. Jeg har efterhånden en alder, hvor jeg udmærket godt kan fremkalde et lille minde eller to, når jeg tjekker tingene ud. Genkendelsens glæde hopper frem, varmer hjertet og trækker på smilebåndet med et: Ej, kan du huske det? Og det havde min mormor også…. de gange jeg ser gamle ting, der vælter nostalgien frem i mig.

Så ja, om ikke andet – så kan undren over hvem der køber det, skiftes ud med et… Ja, nostalgiens briller. For det er lidt sjovt at tjekke tingene ud – det må selv jeg, en af de ikke-inkarnerede genbrugsentusiaster, indrømme.

Så de, der afleverer ting til loppemarkeder og de, der køber, det er os alle sammen… og det er både sikkert og vist 😊

God Dag – Nyd den i nostalgiens tegn 😊

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *