Tankestrømme

Om at organisere sine dage, på den gode måde

Jeg vil være ærlig med det samme og sige, at jeg ikke er ekspert udi det her … endnu! Men jeg synes, det er godt og jeg synes det er hyggeligt. Og så har jeg opdaget det virker!

Jeg er nemlig også hoppet med på Bullet Journal- bølgen. Et par år for sent, men bedre sent end aldrig… som man jo så klogt siger.
Og – som jeg startede med at skrive øverst oppe, så er jeg bestemt ikke ekspert. Jeg er stadig der, hvor jeg er igang med at finde min egen form. Min form og min måde som virker godt og overskueligt for mig.
Jeg har snuset og søgt både på Pinterest og på selve internettet og jeg har set videoer på YouTube for at få inspiration og gode ideer. Jeg er ved at falde bagover for hold da op, hvor er der mange kreative og flotte Bullet Journal kreationer. Folk er virkelig dygtige til at skabe flotte sider….

Igennem mange år, har jeg godt kunnet lide det der med at notere og skrive forskellige ting ned. Så selvfølgelig ville en Bullet Journal være noget for mig – det var bare om at samle alle mine noter ét sted og komme i gang.

Sådan skal du ikke gøre:

Min første tanke var, at tænke meget grundigt over hvad jeg havde brug for at notere ned for mig selv hver dag. Så jeg lavede en liste med ting, som jeg mente var vigtige at notere. Altså ud over alt det jeg i forvejen noterede.
Da jeg havde tænkt det godt igennem, tegnede jeg min første uge og hver enkelt dag, med de felter, jeg mente jeg havde brug for.

Det blev ALT for uoverskueligt. Det blev for kompakt og bare for meget. Så den første uge, som jeg havde lavet til mig selv, blev simpelhent skrottet. Den blev aldrig brugt.
Jeg startede på ny og begyndte med en uge, som var meget enklere i sit udtryk.

Hvad der virkede for mig:

Jeg skrottede som sagt den første uge og lavede en meget enklere uge.

Det virkede godt for mig!

Min nye uge kom til at se sådan ud: Jeg nøjedes med at lave et enkelt felt til hver dag. Den del af papiret, der var til overs, da jeg havde lavet de 7 felter til alle ugens dage, delte jeg ind i kun to felter. Et “To do” felt og et felt hvor jeg noterer hvor mange penge jeg bruger hver dag.

Det enkle design virkede meget bedre for mig. Jeg havde nu plads til at notere små begivenheder ned for hver dag, så det ovenikøbet blev til en slags dagbog. Jeg noterer skridt hver dag samt notater, der er vigtige for mig at huske fra mit arbejde.

Udover de små dagbogs-notater, som er hyggelige at kigge tilbage på, har jeg ovenikøbet opdaget, at når jeg noterer, hvor mange penge jeg har brugt hver dag, har jeg et så godt overblik, at jeg kan spare yderligere penge sammen.

Senest sparede jeg op til en tur i IKEA (Som jo hurgtigt kan koste lidt) – de penge jeg lagde til side gjorde til, at jeg fik et super godt overblik over, hvad jeg havde til mig selv, når nu jeg skulle i IKEA.

Mine bøger var også vigtige at have med – så jeg har tegnet en bogreol, hvor jeg noterer de bøger ned, som jeg har læst. Det håber jeg, vil give et godt overblik over på hvilke bøger jeg har læst i løbet af et år, når året er omme.

Forrest i min Bullet Journal har jeg lavet en slags årskalender med alle månederne. Her noterer jeg hvad jeg skal i hvilke måneder.

Min Bullet Journal:

Til at starte med købte jeg et lille noteshæfte. Den var limet i ryggen, så siderne sidder fast. Jeg fandt hurtigt ud af, at dem med prikker på siderne er de bedste. Men da jeg ikke helt vidste hvor hvilke sider skulle ligge, gjorde jeg simpelhent det, at jeg invisterede i et lille ringbind (A5) med en lukke-knap og ringe i ryggen, så jeg både kan lukke min Bullet Journal samt flytte papirerene rundt, så de ligger hvor det giver bedst mening. Og ikke nok med det, har jeg lavet en dårlig løsning på et stykke papir, eller bare får en bedre kreativ idé senere, så kan jeg tage det gamle papir ud af ringbindet og tegne et nyt. Vupti – så er det klaret!

Ringbindet har, udover en lukke-kap og ringe, en lille strop i ryggen, hvor der kan sidde en tusch. Smart, så er den altid med når jeg lige har brug for at skrive noget. På hver side af omslaget er der små lommer, hvor jeg har stukket ark med klistermærker og andre vigtige ting ind. Klistermærkerne gør bullet-siderne kreative og farverige.

Hvor kreativ skal man være?

Selvfølgelig behøver man ikke være super kreativ til det her. Har man tiden til lige at sidde og lave en blomst eller andet, så gør man det. Men ellers er der ingen regler. Man behøver ikke falde bagover og tænke: Det bliver aldrig til noget – for jeg kan slet ikke tegne… Når man ser alle de kreative tegninger. Man bestemmer selv.

Formålet er også ens eget – hvad har man brug for at notere? Start med at gøre det så enkelt som overhovedet muligt. Lad være med at gøre som jeg gjorde, for så taber man pusten.

Mit råd til dig er – at du skal tilpasse din Bullet Journal til dine behov og lige efter dit hoved. Find en masse ideer på internettet og evt. pinterest men HUSK: Vi er alle forskellige med forskellige behov for at notere, find dit eget behov og gå igang med din Bullet Journal. Det er hyggeligt og rart at have alle sine notater samlet ét sted.

Er du også kommet med på Bullet Journal bølgen? Hvilke gode ideer har du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *