Have Hygge

Noget om et specielt egetræ…

Det er altid lidt specielt, når man har gjort noget helt fra bunden. Eller hvis man får en idé og tænker: Det her, det skal jeg prøve! Eller af-prøve! At starte fra det helt første øjeblik og følge med i de næste mange, lange øjeblikke. Det kan godt føles lidt specielt.

Netop denne følelse – eller måske snarere tanke – fik jeg, da jeg så de første små egetræer spirer op ad jorden på vores grund for ca. et års tid siden, da vi lige havde købt den (Det hedder jo ikke Egehegnet for ingenting) Jeg syntes dengang, og synes stadigvæk, at de var noget særlige. De der små træer, med kun et par blade på, som tittede op ad jorden hist og pist.
Kunne jeg på en eller anden måde bevare dem? Få dem til at gro og måske vokse og blive bare lidt større end de var? Måske, hvis jeg var heldig, kunne jeg plante dem ud i en krukke og lade dem stå udenfor på vores kommende terrasse. Som et evigt minde om dengang jeg fandt dem på vores endnu u-byggede grund.

Jeg besluttede mig i hvert fald for, at jeg ville grave dem op og sætte dem i en krukke udenfor. Komme godt med god jord omkring og så gå og vande og passe dem hver eneste dag og (forhåbentlig) se dem vokse sig store.

For mig ville det være noget helt særligt og specielt, at have sådan et par små selv-plantede egetræer stående i min have. Nogle træer, som kom fra vores grund og som havde plantet sig selv.

Et specielt egetræ…

Men der skulle alligevel gå en rum tid, førend vi fandt fire små egetræer på grunden. Fire små træer, som i løbet af foråret havde vokset sig nogenlunde store (og overlevet diverse græsslåninger) eller i hvert fald havde vokset sig så store, at de måske (forhåbentlig) ville være levedygtige i en krukke ude på terrassen.

Og der står de så nu…

Hmm…

Desværre er de ikke helt så levedygtige, som jeg havde krydset fingre for og håbet på. De tre af dem ser visne ud – kun det ene viser tegn på at ville gro. Måske.

Hvad der skulle have været et par helt specielle og særlige egetræer, skal jeg nok vente lidt på. Jeg skal i hvert fald finde min tålmodighed og et par ekstra grønne fingre frem, for at være helt sikker på at de vil overleve, så jeg ikke ender ud i visne blade og en vissen bar pind stikkende op ad krukken.

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *