Julen 2019

Min barndoms jul

I forgårs fortalte jeg om den julepynt, som vi i min familie, har brugt gennem mange år. Min mormors porcelænsnisser. Det kan du læse om her. Og det fik mine tanker hen på min barndoms jul. Åh, bare det at skrive “min barndoms jul” føles som om jeg er æld-oldgammel – men på den anden side: Det er jo det, der er. Julen dengang jeg var barn. Det er jo alligevel en del år siden jeg var et lille barn…altså sådan rigtigt lille barn!

Jeg kan stadig huske den der særlige, barnlige (og herlige) december følelse, når julemåneden startede. Det blev ikke kaldt “december måned” men “julemåneden”.

Jeg åbnede troligt mine julekalendere hver evig eneste morgen og i radioen hørte vi også julekalenderen, mens vi spiste morgenmad. Jeg husker stadig den der lyd af en låge, der blev åbnet. Det var en fantastisk lyd, en slags forventningens lyd, som desværre var svær at gengive med mine egne små barnefingre, når jeg selv åbnede lågerne i den virkelige verden. Den der radio-lyd, en direkte tæt-på-lyd, inde i mikrofonen, kunne åbenbart noget som mine kalenderlåger havde svært ved at gengive. Eller også var det bare hele forestillingen oppe i mit hoved, der gjorde lyden særlig. Men altså…julekalenderne stod på rad og række hjemme i stuen. Vi havde u-landskalenderen i og med tv2 ikke fandtes endnu, da jeg var barn. Desuden pyntede også en chokoladekalender med lidt for gammel og ikke særlig god chokolade bag lågerne. Det var lige meget, for det var jo chokolade og det var jul. Så at de ikke smagte af spritny-kvalitets-chokolade… skidt pyt! Et andet sted på en hylde i stuen, havde min mormor malet et billede med to nisser. Den ene var mig og den anden min bror og ved det billede lå hver eneste morgen, frem mod den 24. december, en lille pakke fra nissen.

Rundt omkring på billeder, på hylder og andre steder i stuerne hand de traditionelle kravlenisser, som vi havde klippet ud af det karton, som de var trykt på. Og hvis de havde besvær med at at blive hængende, blev de da bare klistret fast med et stykke tape. Hvis de i et ubemærket øjeblik var faldet ned i løbet af december måned, kunne de findes under stole eller under sofaen og det var altså lidt sjovt at finde en nisse dér udenfor sæsonen.

Mit stærkeste minde fra jeg var barn, var dengang jeg havde fået en æske gajol. Jeg havde lagt den på hylden, hvor billedet med nisserne af mig og min bror stod, og havde meget venligt og sødt sagt til min mor, at hvis julemanden havde lyst, måtte han gerne spise et par af mine gajoler i æsken, når han kom med pakkerne. Næste dag opdagede jeg, at stort set alle gajoler manglede i æsken. Jeg kunne næsten ikke få vejret af bare begejstring, da jeg fortalte min mor, at julemanden havde spist mine gajoler. I mit barnehoved var dét, det endegyldige bevis for at han fandtes. For hvem skulle det ellers være?

Hvad min mor ikke fortalte mig, altså ikke før mange år senere var, at det var min far, der havde siddet om aftenen, da jeg var kommet i seng, og gnasket gajoler i sig.

Juleaften blev nogle gange holdt hjemme og andre gange hos min mormor og morfar. Den ultimative bedste julegave, som jeg kan huske fra jeg var barn, var dengang jeg fik et strygejern med tilhørende strygebræt. Jeg var ikke mere end fem år den jul. Jeg var glad – for nu kunne jeg stå og stryge sammen med min mor, mente jeg…. Lige indtil jeg endnu engang måtte konstatere, at den aldrig – som i ALDRIG – blev varm. Så var det ikke den bedste gave længere. (En sugekop på væggen, kan jo heller ikke gøre det store!)

I takt med at min bror og jeg blev ældre og i takt med at vi blev mere bevidste om, at vi også kunne være medskabende til at gøre en jul god, og foreslå nye traditioner, satte min bror og jeg vores præg på julepynt og julekonfekt mm. derhjemme – og jo ældre vi blev jo mere bevidste blev vi også om, at tage noget med af vores barndoms jul ind i voksenlivet.

Og sådan er det jo for alle – og heldigvis for det!

Hvordan var jers barndoms jul?

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *