Indvielse igen og igen

Nogle gange kommer man til at indvie et og andet i op til mere end én gang… det kan let blive til flere, fordi man synes det er så rart og så hyggeligt. Man kan ikke lade være, fordi man er rigtig glad for det.

Sådan har vi det med den nye terrasse, som Jacob har knoklet for at få færdig inden sommeren tog sit indtog. Terrassen – som vi bare synes er det mest perfekte sted i haven lige nu og som vi er super-glade for, så glade at vi næsten ikke kan få nok af den – fryder vi os over hver dag og vi fryder os over at vi er ejere af så lækker en terrasse.

Men inden vi når til det smukke syn, vil jeg indvie jer, kære læsere, i lidt om vores tanker bag. Tanker, der har stået på i et godt stykke tid, inden Jacob endelig fik den mest perfekte idé og simpelhent gik i gang.

For… midt i haven – lige midt i det hele – står en stor bunke sten, pænt opsat i en cirkel. Den ene kæmpestore sten efter den anden står side om side og danner en ring med en åbning ind til en rund flisebelagt terrasse i samme niveau som græsplænen på den anden side af stenene.

Inde på terrassen, altså inde bag stenene, er det muligt at sætte havestole og et havebord op og det er faktisk muligt at sidde der en dejlig sommerdag… men et eller andet gør, at det bare ikke er så hyggeligt. Lynhurtigt dukker der ukrudt op mellem fliserne og lige så snart ukrudtet er fjernet, gror der nyt ukrudt op et helt andet sted. Fliserne er gamle og slidte og ikke særlig pæne længere, så der er bare ikke så pænt. På den anden side af stenene, ud mod græsplænen, er der bede og det er her vi har lavendler, buske, fuglebade, træer mm. Hvilket vil sige, at på den ene side af stenene er der pænt og skønt, men på den anden side, inde på terrassen, ser det ud af H… til!

Sådan har der set ud længe (læs flere år) og nu kunne det være nok!

Fordi det er så svært at gøre pænt, har vi tænkt… og tænkt… og tænkt! For hvad kunne vi gøre for at der blev pænt? Jacob var helt derude, pga. trætheden over de kæmpestore sten, at de simpelhent skulle flyttes og fjernes fuldstændig. For bestandig. Men de er så vildt store at kun en kran kan løfte dem – og det vel at mærke hen over husets tag. Det turde han dog ikke løbe an på.

Så vi gik i tænkeboks!

Vi havde masser af ideer, men det vigtigste var, at det skulle være:

-Et sted, som vi havde lyst til at benytte om sommeren – og ikke som nu, hvor vi går langt udenom og vælger andre steder at sidde.

-Noget som var nemt at have med at gøre og som ikke skulle hjælpes på vej af gift eller andet forfærdeligt, fordi der lynhurtigt kommer ukrudt.

-Et sted, som er smukt at se på og som vi vil nyde hele sommeren.

Jeg var ude i den nemme løsning. I ved godt, den der med at købe krukker og plante en masse skønne blomster. Lave opsatser og måske sætte en bænk op derinde. Men det blev aldrig til noget, for det var bare ikke det vi ville…

Men så for et par uger siden fandt Jacob løsningen. Han ville lægge nye fliser og køber en pavillon. Tanken er, at vi kan sidde under pavillonen og nyde en kop kaffe om eftermiddagen eller noget lækkert koldt uden af blive stegt af solen, men derimod sidde i skygge og hverken blive solskoldet eller overophedet. Den nuværende terrasse er usandsynlig varm på en sommerdag.

Planen var derfor at vi skulle:

-Finde den helt rigtige pavillon og købe den.

-Finde de helt rigtige fliser og helst i forskellige farver, så der bliver skabt et mønster, men et enkelt mønster.

-Pynt til terrassen.

Det første Jacob gjorde var at finde pavillonen. Det var en let sag – den blev købt og bestilt i løbet af no time og efter få dage lå en aflang pakke foran huset og ventede på at blive pakket op. Fliserne blev også fundet og købt i løbet af kort tid. Meningen var, at det skulle være de der almindelig 30 X 30 fliser. Det ene sæt i lyse og det andet sæt i mørke fliser. Og for kun fjorten dage siden fik Jacob fat i tre ”hjælpere”, der var villige til at bruge en lørdag på at hjælpe ham med at lægge fliser. Det store arbejde er jo ikke at lægge fliserne, men snarere fjerne de gamle, plane gruset ud, lægge en dug for at holde ukrudtet væk og så ellers gå i gang med at lægge fliserne. Og vupti – så var det gjort!

Pavillonen blev samlet over et par eftermiddage/tidlige aftener og efter kort tid – så havde vi den nye terrasse!

Det gik lynhurtigt! Det, der har taget os et års tid at snakke igennem, blev gjort i løbet af halvanden uge. Og det er bare den dejligste terrasse man kan tænke sig. Fra at være led og ked at de store kampesten til nu, hvor vi pludselig sidder og synes de passer rigtig godt sammen med pavillonen. Det har bare været en skøn opdagelse. Nu passer det hele sammen. Nu kan det bare ikke være anderledes. Det ER sådan det skal være og se ud!

Terrasse-pynten har vi ikke gjort så meget ud af endnu, men tanken er at næste gang vi kommer i IKEA (Yes, vi er også “IKEA-tosser” 😊) køber vi et par kunstige planter vi pynter op med. Jeg, som ikke bryder mig særlig meget om kunstige planter/blomster, tænker at det alligevel nok er det vi skal prøve med i første omgang… og så må vi se.

Små lamper til at skabe stemning med under pavillonen om aftenen er også købt – så nu hvor al det hårde arbejde er gjort er det tid til at nyde terrassen…

I går, da det var ”Fars Dag”, indviede vi den første gang (og inden så længe, står endnu en indvielse på trapperne) – Og hold da op hvor har vi nydt den allerede! Jeg krydser i hvert fald fingre og håber på, at vi igen i år får en skøn og solrig sommer, så terrassen kan nydes hele sommeren lang.

Ønsker jer den bedste sommer på jeres yndlingsterrasse 😊

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *