Hyggelige Livsglimt…#1

Jeg synes altså, det er så hyggeligt at dele mine Hyggelige Livsglimt med jer, og helst en gang om ugen. Hmm, det er muligvis lidt højt sat – men den der hygge, den skal vi jo være rigtig gode til at få øje på og vi kan ikke komme udenom, at det er godt at have noget hyggeligt at se tilbage på i løbet af en uge.

Første gang kom jeg til at kalde de her indlæg for: “De skønne livsglimt siden sidst..” – det første kan du læse om lige her – men jeg har ændret det til at hedde “Hyggelige Livsglimt” i stedet for. For det er det, det er. Små glimt af hygge i løbet af en uge.

Foreløbig har jeg planlagt at skrive om de 3 mest hyggelige øjeblikke fra min uge , så læs med her:

Drømmen om en ny bolig/hus har fulgt os rigtig meget i det sidste stykke tid – og i denne uge har vi brugt ozeaner af tid på bare at tænke. Tænke, drømme, snakke og snakke en gang til om det der hus vi så brændende ønsker os. Men mere vil jeg ikke sige.

Jeg vil komme nærmere ind på det, på et senere tidspunkt – så mere hører I ikke om det lige nu. Men for hulan da hvor det fylder i hovedet. Det er det første vi tænker på, når vi skal sove og det første vi tænker på, nå vi slår øjnene op. Og det sidder der i baghovedet hele dagen lang…

Endelig fik min café-veninde og jeg taget på café – nu var de åbne, og har været det i et par uger nu – så tiden var inde til at gøre noget ved det. Men vores stamcafé var desværre ikke åbnet endnu, så stod vi der…. Vi fandt da heldigvis en anden café og så sad vi der, drak kaffe og spiste kage og fik talt om stort og småt – heldigvis! I samme forbindelse (da caffe latte var drukket og sarah bernarde kagerne spist) fik jeg endelig, for første gang i flere måneder, købt nyt tøj. Dejligt – Dejligt – Dejligt! Intet mindre…

Og så er jeg gået igang med at lytte til lydbøger – det er vildt hyggeligt og egentlig har jeg aldrig været tilhænger af det. Jeg har altid elsket at sidde med en bog i hånden og læse. Læse – Læse – Læse…men jeg har fundet det hyggelige og skønne i at kunne sidde og slappe af mens jeg lytter til oplæseren. Jeg har fundet det hyggelige i, at gå og luge ukrudt eller støvsuge mens jeg er faldet nedi en hel anden verden. Lydbogens eget univers.

Jeg vil lige sige, for en sikkerheds skyld, at det her ikke er en reklame – men et abbonement, som jeg har betalt af egen lomme…

Det var det mest hyggelige for denne uge – Hvad har I hygget jer med?

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *