Have Hygge

Lad mig være ærlig helt fra start af og sige det som det er: hverken Jacob eller jeg er de helt store have-entusiaster eller har de største grønne fingre, som kan findes nord for Alperne. Vi kan bare godt lide at være ejere af en skøn have med skønne blomster og så tager vi fra tid til anden de helt store have-ture for at få haven til at se ordentlig ud, så den kan nydes maksimalt. Jeg kan godt lide at nusse lidt omkring engang imellem og luge ukrudt, det er så dejlig meditativt – og jeg nyder vores drivhus og elsker at se tomatplanterne (og de andre små planter i drivhuset) vokse og gro.

Haven er lidt særlig og det er den fordi dem, der boede der for tyve år siden, åbenbart var meget inspireret af det japanske islæt. Det kan ses hist og her i haven, da vi forskellige steder støder på fliser med japanske skrifttyper, små olielamper i små granithuse med spidse tage og andre japanskinspireret havepynt. Der skulle også være særlige japanske planter, men her må jeg indrømme, at dem har jeg ikke lige stødt på endnu! Eller måske snarere fordi jeg ikke kan genkende dem, hvilket betyder at når jeg støder på en busk jeg ikke lige ved hvad ere, så ved jeg ikke om det bare er en almindelig busk eller en særlig japansk en af slagsen.

Haven med ny jord og lavendler

Her for ca. tre uger siden, det var i påsken, fik vi knoklet den helt store tur i haven. Vi fik beskåret buske, klippet forvoksede grene af nogle af træerne. Et par enkelte træer og buske måtte lade livet, da de blev fældet og helt fjernet. I et par af bedene fik vi gravet noget jord op, kørt det på genbrugspladsen og fyldt nyt jord i et par af bedene. Det tog nogle dage og vi var helt flade bagefter. Alt imens vi fik sat de første løg ned, som skulle vokse sig til flotte blomster i diverse bede hist og her i haven.

Men, men, men… nu kan vi sørme se at det har båret frugt (for at blive i samme terminologi) Små spirer er skudt op af jorden. De planter, der allerede var der, har vokset sig større og flottere i de af bedene, hvor vi fik lagt nyt jord på.

Og det valgte vi at gøre, eftersom jeg sidste år så en mand på tv, som fortalte at det er en god idé at smide nyt jord på sine bede. Han brugte en weekend hvert forår, hvor han gravede jorden op og lagde nyt jord på. Det skulle være godt i forhold til næringsindholdet i jorden. Planter og blomster skulle have godt af det.

Og den mand – han har ret! Det synes jeg, for vi kan allerede se at blomsterne har haft godt af al det nye jord. Det kan helt klart anbefales at bruge nogle af kræfterne på det😊 Måske ikke hvert år, men en gang imellem, når tiden er til det.

Et andet sted i haven fik vi plantet lavendler. De velduftende, grønne planter, som ikke ser ud af meget men som dufter vidunderligt, når de vokser sig større – de er noget af det bedste jeg ved. Vi har et lille stykke jord, hvor vi har fældet et par buske (her i påsken) og det stykke er sådan et stykke jord, som ikke er til så meget og slet ikke nu, hvor buskede af væk. Vi ville gerne have et bund-dækken, hvilket forhåbentligt betyder, at vi slipper for at luge alt for meget ukrudt. I går fik vi sat ca. 14 små lavendler. Nu venter vi bare på de bliver større…

Er de ikke bare skønne?

Drivhuset

Som det sidste fik vi gjort drivhuset klar. Det har stået hele vinteren og ventet på at komme i gang og vi har ventet på at det var ”snart”! Kapilær kasserne har været vendt på hovedet siden september, hvor jeg smed alle planterne ud. Nu var vi kommet dertil, hvor vi skulle finde den rigtige weekend, hvor vi havde tid til at få skåret hul i plantesækkene, lagt dem i kasserne og plantet vores planter. Nu skulle det være – nu var tiden kommet!

Torsdag efter arbejde tog jeg i Blomstercentret og købte tomatplanter, chili, peberfrugt og et par skoleagurker. Jeg nyder at se dem voksne og gro, blive større og sætte små blomster, som bliver til spiselige tomater eller agurker eller hvilke planter man nu har købt. Jeg er ikke så god endnu til at nippe de små spirende spirer af, så planterne ikke vokser alt for vildt – det skal jeg lige lære. Men én ting er jeg kommet frem til, og det er at lade være med at hænge planterne op i en bambusstang, der hænger ovenover planterne, altså oppe i loftet af drivhuset – især ikke hvis man ikke er så god til at nippe.

Det gjorde vi sidste år og tomatplanterne blev så tunge, at de var svære at have med at gøre.

Så i år har jeg købt stænger, der sidder ved siden af hver eneste plante – og så håber jeg, at jeg er bedre til at se, hvilke små spirer der skal nippes af og hvilke der kan blive siddende.

Haver er skønne og de gør noget godt for ens velbefindende… det synes jeg! Men de kræver også meget arbejde, selvom man nyder at luge lidt ukrudt hist og her og selvom man nyder at have et drivhus med grønne planter. Jeg glæder mig i hvert fald hvert år til at komme ud og passe haven og få gang i vores drivhus – selvom jeg ikke er super god til det og der er meget at lære endnu. Men det er så meditativt.

Nogle gange er det ikke muligt selv at bestemme præcis hvordan haven skal se ud. Lidt ligesom hos os, hvor vi støder på sjove fliser eller ikke aner om det er en busk eller en særlig japansk busk – men det gør det bare ekstra særligt og så ved vi, det er vores have.

God søndag – nyd jeres haver eller altaner eller hvad I nu har  – og nyd livet 😊

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *