Drømmen

DrømmenLigeNu#9… og så kom vi til det der flytteræs

Hovedet er fyldt helt op. Musklerne er en anelse ømme og forvirringen over i hvilket skab skålen skal stå eller om sofaen er for lang til væggen eller hvor vi skal placere den der stol…er total. Sofabordet bliver byttet ud og sengen kan ikke komme op ad trappen. Rodet er ubeskriveligt og ens ordenssans (uanset om man har den eller ej) bliver sat på prøve. Sådan bliver det nødt til at være – for en tid.

Vi har i nu over to uger levet i et kaotisk flytterod. Følelsen af at bo to steder, omend det ene endnu ikke helt er vores endnu, er en ubeskrivelig, forvirrende følelse. For selvom de vigtigste ting stadig står i det gamle hjem, og de næst-vigtigste ting er flyttet, så er det en anelse svært at bo helt uden de næst-vigtigste ting lige ved hånden. Det må jeg i hvert fald indrømme. Men sådan bliver vi nødt til at leve.

Jeg tror alle der har prøvet det kender den følelse.

Inde i stuen går vi forbi stablen af flyttekasser…

Inde i stuen. Pænt stablet op ovenpå hinanden (har jeg lyst til at sige, men det er ikke helt sandheden) står flyttekasserne. Jeg havde nær glemt HVOR mange flyttekasser der er brug for i sådan en flytteproces. Man tænker 10? 10 skulle vel være nok? Fordi så fylder vi dem bare op, tømmer dem det nye sted, tager dem med tilbage og fylder dem op på ny til næste flyttetur. Genialt!
Men 10 er slet ikke nok. Overhovedet ikke.
30 eller snarere 50 burde være minimumsgrænsen for antal flyttekasser, når man skal flytte et helt hjem og have noget liggende på depot, sådan som vi skal.
Derfor er det godt lige at have i baghovedet, at flyttekasser er sådan nogle man “arver” og hvis ikke det er muligt, så er det i hvert fald muligt at købe billigt i det nærmeste byggemarked.

Flytte-tankerne er der hele tiden

Det er svært at lægge flytte-tankerne væk, man (jeg) tænker ikke på andet. Det fylder hele ens sindsstemning, alle tanker, nattesøvnen, samtaler med alle man kender… og det man ser.

Ofte hører man talemåden at: Dét, der fylder ens tanker er også det man pludseligt får øje på!

Det er rigtigt. For her på det sidste har jeg langt oftere end før, pludseligt fået øje på flyttekasser eller opbevaringskasser. Flyttebiler der kører forbi og trailere. Masser af trailere der kører med møbler – og tænker: Nå, de skal også flytte!? Men det behøver jo ikke være sandheden….

 

Men … om en uge er vi flyttet med vores ting og om tre uger er vi flyttet permanent. Sådan rigtigt! Og vi ved at der går under et år til vi skal flytte hele molevitten endnu engang. Til den tid er det sidste  gang vi skal leve i et kaotisk og forvirrende flytterod. For så flytter vi ind i vores spritnye og dejlige hus❤️

Det er så her mit kosmetik og tøj (der ikke hænger på bøjle) bliver opbevaret. Kommoderne er allerede flyttet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *