Vores nye hus

DrømmenLigeNu#11 Endelig – Endelig – Endelig…

På en flot skyfri og meget blå himmel – d. 9/9 klokken meget tidligt om morgen, blev det allerførste spadestik taget.

Jeg kan næsten ikke få armene ned – vi er endelig kommet igang med at bygge vores hus.

Både Jacob og jeg havde taget fri denne dag, da vi havde en aftale med byggelederen om, at vi skulle have et møde med ham på grunden klokken 10 om formiddagen. Så vi sov længe…eller det troede vi at vi skulle. Men. Men. Men. Den allerførste sms tikkede ind allerede halv syv om morgenen fra en nabo, som havde taget et billede af gravemaskinen, der var godt igang med at grave ud til vores hus.

Hold da op!

Lidt efter kom den næste sms – og inden klokken halv otte, var der tikket 4 sms´er ind med billeder og en sms om, at NU var de begyndt at grave ud til vores hus.

Shit hvor var det vildt! Og også skønt at opleve at andre i området var spændte på vores vegne. Eller i hvert fald vidste at vi var, at de stoppede op, tog billeder og sendte til os fordi de vidste vi ville blive glade.

Vi kunne ikke andet end at stå op og komme igang og afsted. På sådan en skøn dag med blå himmel.

Alt var med os❤️

Vi skulle mødes med byggelederen, og det gik godt. En fyr der havde styr på alt. Han tog godt imod os. Forklarede, lyttede og havde et engagement, der gjorde at vi tænkte at ham der, ham fik vi ingen problemer med. Det gav os en ro – for vi havde på der tidspunkt hørt masser af rygter om uheldige byggeledere, som gjorde til, at byggeherrerne kom til at opleve uheldige episoder, som midt i byggeperioden medførte skift af byggeleder og det skulle vi jo nødig opleve. Men det lader det heldigvis ikke til for vores vedkommende.

Mødet forløb godt, men på vejen hjem var det som om al luften var sivet ud af ballonen, al vores energi var simpelhent blæst ud af os, efter halvandet års intens ventetid.
For nu var vi endelig, endelig, endelig kommet igang med det vi har ventet på meget længe.

Det går stærkt:

Det gik så stærkt i den første måneds tid, efter gravemaskinen havde gravet ud til huset. Efter næsten et døgn, lå al jorden i en stor bunke og vi kunne se hvordan huset lå. Vi kunne tænke tilbage på vores skøre input med pæle og lyserød murersnor, vi et år forinden havde sat op, kun for at få fornemmelsen af husets form og hvor meget det “en dag” ville fylde på grunden. En skør ide vi fik, for at få ventetiden til at gå og holde spændingen ud i strakt arm, så godt vi nu kunne.

Men nu var vi igang og følelsen var og er fuldstændig fantastisk ❤️

Da vi havde haft gravemaskinen på besøg skulle fundamentet støbes… og det gik lige så stærkt. Det gjorde alt det første på huset. Gulvvarmen blev lagt, vandrørene blev lagt…. Og så gik det i stå.

 

Materialemangel:

Corona får skyld for meget… men denne gang var det rigtigt nok.

For grundet Corona og et skib på tværs i Panamakanalen og hvilke andre dårligdomme der er sket i verden det sidste stykke tid, så har det også indflydelse på materialer, der er svære at få eller bare at få  lave, når man som byggeherre skal have bygget sit hus.

Det fik vi at mærke pludseligt. For efter en tid, hvor alt gik stærkt og håndværkerne gik igang før tid, måtte vi vente på at væggene blev leveret. De var forsinket fra Holland, grundet Corona….
Vi kunne næsten ikke være i os selv, af bare ærgrelse og det eneste vi kunne var at vente og udholde ærgrelsen.

Den ærgrelse skulle vise sig at blive værre endnu. Det vidste vi bare ikke på det tidspunkt.

Vi kunne kun krydse fingre for at lige som lidt kommer vores vægge og så ville vi forhåbentlig komme i gang igen….

Og selvfølgelig kom vores vægge:

De skulle komme en torsdag, men hvornår vidste vores kære byggeleder ikke. Måske om morgenen, måske først langt senere på dagen…det kunne ikke siges med sikkerhed.

En tidlig morgen lod jeg tid være tid og drejede forbi Egehegnet inden jeg fortsatte på arbejde … og aldrig i mit liv har jeg været så glad for at se en lastbil. For lige der, lige der hvor vores dejlige hus skal stå, var en lastbil igang med at læsse vægge af på fundamentet.

Jeg hylede op og næsten skreg af glæde i min bil, mens jeg febrilsk famlede på skærmen i bilen for at ringe Jacob op. Han skulle vide væggene var ankommet og var ved at blive læsset af. Med lige dele gråd og glæde i stemmen fik jeg fortalt nyheden til Jacob: Nu var væggene der!

 

 

Nu var vi igang igen og efter kort tid, kunne vi gå rundt i vores hus og virkelig fornemme hvor store rummene blev, inddelingen af rummene og hvor langt der var fra den ene ende til den anden.
Glæden blev bestemt ikke mindre. Tværtimod.

Plantegninger, som vi blot havde siddet og kigget på i snart et års tid, og som vi havde forestillet os hvordan det hele en dag skulle blive, stod nu det lyslevende foran os.

Livet er dejligt❤️

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.