Drømmen

DrømmenLigeNu#10 – Lige om lidt er det nu

Lige om lidt er det nu og datoen for hvornår vi “går i jorden” (Som det hedder i nybyggersproget) er om meget kort tid. Månederne er fløjet af sted og så alligevel ikke. Det kommer an på med hvilke øjne vi ser…

På den ene side er det vildt som tiden går. Den går hurtigere end man lige forventer og pludselig er en måned fløjet afsted og man (læs jeg) sidder tilbage og tænker: Hvor er den måned blevet af? For det føles ikke så lang tid siden det var sommerferie og jeg sad og nød solen i terrassesofaen mens jeg strikkede…

Omvendt, når jeg tænker på vores drømmehus – kan jeg bestemt ikke sige, at jeg har det på samme måde. Her går det simpelhent for langsomt. Taget i betragtning af, at det simpelhent ikke kan gå hurtigere. Jeg ved det jo godt, men med at mit ønske om at kunne bo i vores nye hus lige nu – som i lige NU – ved jeg godt det handler om min utålmodighed, for mit ønske er simpelhent for urealistisk. Det går ikke hurtigere, det kan det ikke – for “desværre” er køreplanen for hvornår vi kan overtage vores hus, den er lige efter bogen. Selvfølgelig…

Jeg kan dog glæde mig over, at siden vi flyttede fra huset på Nyvang, har vi boet tættere på vores grund. Vi kan lige smutte derover på under ti minutter i bil og det gør det nemmere lige at komme forbi og gøre de der små ting, som vi trods alt kan gøre på nuværende tidspunkt: Som at aflæse vand, vande hæk, slå græsset og bare være der…

Det tidligere hus på Nyvang

Vores hus på Nyvang er jo ikke længere vores og har ikke været de sidste 3 måneder. Vi frygtede det ville være en blandet fornøjelse, at skulle overdrage huset til de nye ejere. Give dem nøglerne og sige farvel til Nyvang – Men det blev lettere end vi havde frygtet. Det var egentlig okay, og vi har ikke sådan rigtigt savnet det, i hvert fald ikke på den måde som vi troede vi ville savne det på.

Tanken om at skulle undvære de mange kvadratmeter, swimmingpoolen og den lukkede have til fordel for et noget mindre hus, ingen swimmingpool og en lidt mere åben have, har været årsagen til at vi havde lidt blandede følelser – før vi sagde farvel.

Men opvejet med, at børnene er blevet super glade for deres værelser, at de nyder at bo med kun en væg imellem sig – og at vi nyder den nye terrasse (som er gammel og enormt nedslidt) den frodige, grønne sti bag vores hus – samt hele området, som vi cykler ture i næsten hver aften. Eller i hvert fald når vi har tiden til det. Det har gjort til at det hele er lidt nemmere.

Vi nyder der hvor vi er lige nu – men glæder os vildt meget til at flytte for sidste gang.

Velkommen til de nye ejere af Nyvang.

 

Nøglerne til det gamle hus.

De sidste kræfter

Jeg tror alle der har flyttet kender til følelsen af, at have givet alle sine kræfter og mere til, når hele familien igennem flere måneder har stået i flytterod/flyttetravlhed. For os var det bogstavelig talt som om kræfterne var sluppet op og vi ikke kunne mere, det øjeblik hvor vi endelig havde flyttet de sidste møbler til vores “nye” midlertidige hus, afleveret nøglen til det gamle hus på Nyvang og vi ikke havde mere at gøre der. Det var som om luften gik af ballonen efter et vildt flytte-år. For i det år har vi brugt mange weekender, mange hverdage, hele sommerferien og det meste af januar og februar i år 2021 – udelukkende med oprydning, udsmidning, flytning, malerdage, ture til genbrugspladsen, rengøring og så lige det hele een gang til.

Jeg havde de vildeste intentioner om strikke, bage, øve mig på at blive god til at lave syltetøj når alt på Nyvang var afleveret. Indrømmet. Jeg har kun strikket og lige bagt nogle boller, som jeg bestemt ikke kan prale af…mere blev det ikke til.

De sidste krampetrækninger

Alligevel er der de sidste detaljer der skal færdiggøres inden vi kan gå sådan rigtigt i jorden. Vi er snart i mål. Vores køkken er aftalt med køkkenfirmaet, el-aftalen er også snart i hus og de sidste detaljer med garagen (Som er det sidste vi mangler på huset) er så godt som aftalt.

Når aftalerne er aftalt så er det NU.

På nuværende tidspunkt er der kun 22 dage til det første spadestik går i jorden på Egehegnet 21. Det er om mindre end en måned. Det kan ikke gå stærkt nok…det må gerne være NU.

Men når det ikke kan være Nu – er det heldigvis lige om lidt

 

Et lille kig over vores grund og bøgehækken, som vi plantede tilbage i slutningen af marts.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *