Drømmen

Drømmen lige nu #5… Noget om tilvalg

For hvert skridt man træder ind i processen om at bygge nyt, bliver man betydeligt klogere. Det der virkede så lige til for et øjeblik siden er ikke helt så lige til alligevel, som man havde forestillet sig ved første tanke. 

Alle de ideer man kaster op i luften falder tungere ned, for der er lige noget der skal undersøges nærmere. Noget andet er slet ikke sådan, som man havde troet, og noget helt tredje kan slet ikke lade sig gøre. Heldigvis er noget fjerde okay nemt…

Det er en lang proces og endnu længere end man forestiller sig. Og så tager tingene bare lang tid. Ens tålmodighed bliver sat på prøve…min gør i hvert fald.

Facebook er måske din ven…

Tidligt i vores proces faldt vi over diverse nybygger-sider på facebook. Nogle af siderne kommer fra typehusfirmaerne selv og andre havde nogle engagerede nybyggere selv oprettet – fælles for dem alle er, at de hedder noget med “Nybyg”.

De kan være rigtig gode at skele lidt til, da der er mange gode råd og mange gode ideer til tilvalg eller andet man skal være opmærksom på, når man bygger hus. Ofte bliver der lagt billeder og videoer op af de nye huse. Nogle som bare er i fuld gang, andre har afleveringsdato om en uges tid eller andre igen, som lige er flyttet ind – og det er især de billeder og videoer, som vi har været glade for at se, i og med at det kan være umuligt at danne sig et indtryk af hvordan rummene eller huset ser ud, da det er jo ikke bygget endnu.

Hvordan kommer karnappen til at se ud?

Hvor stort bliver bryggerset når det kun er 8 m2…ja, det er ikke stort men er det for lille?

Hvordan ser 8 meter fra stue til køkken ud?

Hvor stort er 10 m2 børne/ungdomsværelse egentlig?

Og alle mulige andre tanker, der kommer frem i processen, når man planlægger.

Ens behov er jo forskelligt alt efter hvilken familie man er – facebook kan være en rigtig god ting, når de spørgsmål trænger sig på.

Tilvalg

Nogle af vores tilvalg har vi netop valgt til, fordi vi har været på nybygger-siderne. Nogle ting anede vi slet ikke var et behov eller en god idé og andre vidste vi bare vi skulle have. Her er det rart at kunne drage nytte af andres erfaringer og så snakke lidt frem og tilbage med sig selv og sin partner, om det er noget vi skal lytte til eller om det er helt hen i vejret ift. vores behov.

For at nævne et par af vores tilvalg, som vi har valgt til, netop fordi vi har læst os frem til andres erfaringer, er:

  • Solglas i vinduerne mod syd
  • Glans 10 på alle vægge
  • Ovenlysvindue – til at få den varme luft ud
  • Pluskarme ved de fleste af vores døre
  • To udendørs vandhaner
  • ….

Nogle af vores tilvalg, som vi selv har valgt:

  • Quooker
  • Amerikanerkøleskab
  • Vinkøleskab
  • Terrassedør (Udover vinduet) i soveværelset
  • Dobbelbrus
  • Sæbehylde i dobbeltbrus
  • Biopejs
  • ….

Alt det koster oveni selve byggeriet og de valg, der allerede ligger i prisen fra start af. Så man skal virkelig gøre sig klart, om det er noget der er behov for. For pludselig kan prisen flyve i vejret.

Udstillingshuse

Inden alle tilvalg blev taget var vi ad flere omgange på tur til især Roskilde, men også Ringsted, på besøg i udstillingshusene.

En god idé er, at tage ud og besøge de samme huse ad flere omgange, men med et nyt fokus. På den måde får man set husene på en nye måde og man danner sig et indtryk af, hvad ens behov er.

Det kan være:

  • Rumstørrelse
  • Rummenes beliggenhed i forhold til hinanden.
  • Tilvalg
  • Plantegning
  • Carport eller garage
  • Badeværelser
  • Køkken – alrum -stuer
  • Vinduer
  • Mursten
  • …og alt muligt andet vigtigt

For der er så meget der skal tages stilling til, at det er umuligt at være tro mod sine valg, hvis de ikke er oplevet først.

Den anden aften var Jacob og jeg en tur rundt i diverse nybyggerkvarterer for at tjekke folks udendørsbelysning. Skal det være spot eller bare udendørslamper? Bare det at vi havde været rundt og set med egne øjne, gjorde til at vi nemmere kunne træffe vores valg end hvis vi bare havde talt om det hen over spisebordet en aften.

Så endnu et af vores tilvalg bliver nok flere spot end de ti der allerede ligger i prisen.

Om ikke så længe skal vi på endnu en køretur rundt, for at tjekke mursten. Skal det være den eller den? Og skal det være alm, grå eller sort fuge?

Der er mange valg at træffe. Men det er også det der gør det spændende – for vi er med helt fra start til slut… og det ville vi ikke være, hvis vi bare havde købt et hus. Nu bygger vi selv. Eller får andre til at gøre det. Vi bestemmer bare detaljerne og vælger til eller fra!

Et lille indtryk af hvordan vores grund “ser ud”! Ja, det er jo bare noget jord med græs. Men for os er det et helt specielt stykke jord. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *